Tiden

Tiden er en underlig størrelse og den bliver mere tydelig og på en måde også mere forvirrende i det man får børn. En klog mand sagde engang til mig at når man får børn, så føles dagene lange og årene korte. Det er virkelig rigtigt på mange måder. Tiden kan gå så hurtigt at man slet ikke kan følge med og den kan gå uendeligt langsomt – f.eks. når man prøver at få barnet til at falde i søvn.

I tiden efter lillesøsters kommen til verden er dagene flydt lidt sammen. På en gang føles det som om jeg halser rundt og stresser for at få det hele til at hænge sammen, samtidig sidder jeg flere timer i dagligt i sofaen og ammer. Amme-tiden går langsomt, resten af tiden går (alt for) hurtigt. Og jeg når ingenting. Jeg har flere gange tænkt på at jeg ville skrive et blogindlæg der beskrev dagene op til lillesøsters fødselsdag og selvfølgelig også lidt om hvordan det hele gik på selve dagen. Men jeg når det ikke. Jeg når at aflevere storesøster i vuggestuen, købe ind på vejen hjem eller ordne andre ærinder, gå hjem og amme, sætte aftensmaden igang, rydde lidt op og når storesøster kommer hjem er den ekstra tid jeg har hundrede procent hendes.

Tiden er i den grad blevet en fysisk ting. Fredag d. 13. januar afleverede jeg min lille 2 årige datter i vuggestue og fortsatte mod Rigshospitalet for at blive sat igang med fødslen af hendes lillesøster. Jeg afleverede et lille barn og da jeg så hende næste gang, to dage senere var hun en stor pige. En pige der kan det meste selv, en pige med lange ben, en god forstand og et kæmpe hjerte. Hun er så langt fra at være en baby, og mit lille første barn er nu blevet en stor storesøster – jeg kunne næsten ikke kende hende igen og på en måde er der noget utroligt sørgeligt og rørende ved at hun aldrig mere skal være lille og at vi har gjort en ende på det at hun er lille. Ja, jeg har tudet over det. Men samtidig virker hun også klar, hun er vokset med opgaven og er bestemt selvstændig og gammel nok til at gøre sig som storesøster. Det er en “opgave” der falder hende helt naturligt og jeg er så stolt af hende. Det tænker jeg på, når jeg “savner” mit lille første barn.

Lillesøsterens sovetid og sovemønster er et helt andet end jeg oplevede første gang. Hun sover korte lure og de skal helst foregå ovenpå et andet menneske. Nattesøvnen er mere afbrudt og det er gør kun min tidsfornemmelse mere forskruet – jeg vågner tit om natten og har ingen fornemmelse af om jeg har sovet 5 minutter eller 2 timer.

Hvad dag på ugen det er, eller sågar hvad dato der står på kalenderen ville jeg skulle tænke lidt for længe over, hvis nogen spurgte. Og som jeg skriver dette, går det op for mig at der kun er en uge til at mindstebarnet har været her en hel måned. Hvor forsvandt den måned lige hen?!

I morges havde vi sundhedsplejerske – vi er så heldige at det er den samme som med vores store datter. Og jeg sagde til hende at jeg ikke følte at jeg nåede noget som helst. Men vi endte med at få en fin snak om at dét at holde to små mennesker i live og møde deres behov og være deres mor i særdeleshed er så rigeligt. Det vil jeg prøve at fortælle mig selv, når tiden føles knap og jeg igen tænker at jeg burde have nået mere end at fylde opvaskeren og smøre mig en rugbrødsmad.

You may also like

2 kommentarer

  1. Jeg læste et sted, at én af grundene til, at det kan være… hårdt at have små børn er, at der er så meget gentagelse. Man laver fx mad, vasker børnene af, rydder bordet og rydder op og kan så sætte kryds ved dét måltid. Og kort efter gør man det hele forfra, bare med et andet måltid. Det forklarer også lidt den der underlige fornemmelse for tid, man får, for “har jeg ikke *lige* gjort det her?!”
    Jeg kan virkeligt godt huske det med pludseligt at opleve sin førstefødte som helt stor. Og min store var endda blot 21 måneder gammel, da han blev storebror. Når jeg ser billeder nu, ser jeg næsten to babyer og selvom barn nummer tre er både ønsket og planlagt, passer det mig fint, at der snarere kommer omkring to år mellem min datter og babyen.

    1. Av ja, det er jo virkelig rigtigt. Sådan har jeg aldrig tænkt over det. Men det er måske også derfor at det nogle gange føles som om man ikke laver noget – fordi det ikke rigtig tæller at lave mad. Eller, det gør det jo. Men det er så meget noget man er nødt til. Når jeg ikke føler jeg har lavet noget, er det tit det der ekstra jeg mangler. I dag fik jeg f.eks. vasket nogle maskiner tøj og lagt håndklæder sammen. Jeg var posthuset, købte ind og fik skrevet til bloggen. Så føler jeg at jeg har lavet noget.

      Ja, det er underligt. Synes både at ældste barnets ben og hår så meget længere ud da jeg så hende igen 😀
      Det bliver så spændende med den nye baby – tre børn – det glæder jeg mig til at læse om.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *