Tvivle-mor

Hvornår er man klar til at få børn? Og hvornår ved man at man er klar?

De to spørgsmål har jeg fået mange gange, det er svært at svare på, men jeg vil gøre forsøget. Først og fremmest tror jeg slet ikke at det ideelle tidspunkt findes. Der er som jeg skrev i indlægget Studie-mor fordele og ulemper ved at få børn som studerende. Ligesom der fordele og ulemper ved at få børn mens man kickstarter sin karriere, og der er også fordele og ulemper ved at få børn når man har fået villa, volvo, vovse og karriere. Så det korte svar, er at man måske aldrig kan blive helt klar?

At tage beslutningen om ville være forældre, er en af de vildeste ting min mand og jeg har gjort sammen. Vi blev gift da jeg var højgravid og for mig var det slet ikke tilnærmelses-vist lige så stort som at beslutte sig for at begynde projekt barn. I mine øjne vælger man hinanden til på en helt anden måde, end man gør ved at gifte sig. Det er hurtigere og nemmere at komme ud af ægteskabet (det er jo efterhånden bare noget med et nem-id) end det er at komme ud af at være nogens forældre. Det var stadig en stor og smuk ting at sige ja til hinanden på rådhuset – men vi havde valgt hinanden til flere måneder tidligere. Sådan til døden skiller os ad agtigt – for vi vil altid have et barn sammen. Uanset hvad der sker.

Når man bliver mor som 24-årig, får man tit spørgsmålet “var det planlagt?!” og ja, det var det. Timet og tilrettelagt endda. Idéen om vores kommende barn startede i en lille Italiensk havneby i sommeren 2013. Vi var enige om at vi var klar, og det er jo et meget godt udgangspunkt. Jeg vidste at jeg ville have gennemført en stor del af min uddannelse inden jeg skulle være mor, og det kunne godt nåes. Egentlig startede idéen om at skulle være forældre meget før. Vi købte en lejlighed i efteråret 2012, og der gik vi bevidst efter at der skulle være plads til et børneværelse. Så snakken om børn har vi haft længe og på den måde følte vi os meget klar, begge to.

Min datter blev til i 3. forsøg. (Jeg er godt klar over, at det for nogle mennesker tager meget længere tid og jeg har den dybeste respekt for folk der prøver meget længe. Det må være så hårdt). Den første gang jeg fik menstruation blev jeg ærgerlig, anden gang meget irriteret og ked af det. Efterfølgende blev det meget klart for mig at jeg virkelig gerne ville være mor – jeg ville være mor NU. 3. gang var som bekendt lykkens gang, og da jeg endelig stod med den positive graviditetstest, var min første tanke; “FUCK!”  Fra at være noget meget konkret og ønskeligt, blev det hele meget abstrakt for mig. En bekendt sagde en gang til mig “man bliver mor i det øjeblik, man står med en positiv graviditetstest i hånden”. Det er sikkert rigtig for nogen, men ikke for mig. Jeg blev glad, men også meget forvirret. Og mest af alt, var føltes det enormt ukonkret. Det var som om det ikke var mig og min kæreste det skete for, jeg tænkte hele tiden hvor er det dejligt for dem, men havde svært ved at finde ud af sætte mig selv ind i ligningen. Som ugerne og månederne gik, blev det mere og mere virkeligt, og jeg blev også mere og glad og tryg ved tanken. Vi fik styr på alt det praktiske og til sidst glædede jeg mig endda. Især scanningerne og det at mærke liv gjorde en kæmpe forskel. Jeg følte mig dog ikke 100 % klar hele tiden, jeg gik alle følelser igennem, tvivl, nervøsitet, glæde, frygt, utålmodighed og jeg var så spændt på at møde min datter. Tankerne omkring fødselen fyldte rigtig meget, jeg kan huske at jeg sagde til min mand, at jeg havde svært ved at glæde mig ligeså meget som ham, fordi der ligesom liiiige var noget der skulle overståes først.

Jeg fødte 2 uger før terminsdatoen. Min fødsel endte med at blive sat igang, og det tog lang tid før der skete ret meget. I dagene omkring igangsættelsen var der også noget der ændrede sig, især satte utålmodigheden ind og jeg glædede mig så meget til at se min datter og vi snakkede rigtig meget om hvordan hun må så ud, og hvordan hun ville være. Men jeg var stadig nervøs og tvivlende. Da igangsættelsen trak ud, endte jeg med at få taget mit vand, og sagde i den forbindelse til jordmoderne “nu er der ingen vej tilbage”, hun grinede og sagde “det har der virkelig ikke været i meget lang tid”. Mens jeg havde veer fokuserede jeg meget på den opgave det var at føde, og ikke så meget på resultatet af fødslen, og det hjalp på alle de tusindvis af følelser jeg havde omkring det at skulle være mor. Fødselen handlede i høj grad om mig og min krop og ikke så meget om at skulle have et barn. Selve fødslen gik hurtigt, og pludselig var hun der. Min datter. Hun skreg og jeg fik hende op til mig – i det sekund blev jeg mor. I det sekund var jeg helt klar. Det hele føltes pludseligt naturligt, hun skulle ammes, hun skulle have tryghed og jeg vidste at mit liv nu havde forandret sig for altid, og lige så vanvittigt en tanke det var, lige så fantastisk var det.

Selvom jeg på overfladen følte mig klar til at blive mor længe før jeg overhovedet var gravid. Selvom vi havde de praktiske ting på plads. Selvom vi havde råd og selvom vi vidste at vi ville være forældre sammen. Jeg følte mig først klar, da hun var her.
Jeg blev først mor i det øjeblik jeg så min datter.

 

You may also like

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *