Unge-mor?

I nogle kommuner bliver man betragtet som en ung mor, hvis man er under 25 når barnet fødes. Jeg var 24 og 11 måneder da jeg blev mor.

For at researche lidt til det her blogindlæg, røg jeg ind på en masse debatsider, hvor det handlede om mødres alder. Da jeg (og min mand) besluttede os for at vi ville være forældre, tænkte jeg ikke så meget over at jeg ville være en ung mor. Eller jo, jeg talte måske lidt med mine veninder om det. Men jeg følte mig ikke ung-ung, og jeg tænkte måske heller ikke at min alder ville være noget nogle kunne have en holdning til. På de her debatsider er det tydeligt at se, at folk i den grad har en holdning til det. Mærkater som “ung mor” og “gammel mor” flyver omkring i en lind strøm. I mine øjne (og øre) er der ikke rigtig nogle af de betegnelser der lyder rigtig fede. Ingen af delene er noget jeg vildt gerne vil identificeres med.

I min barsel var en veninde og jeg ude og gå tur med vores barnevogne. Vi mødte en far som gjorde os følgeskab rundt om søerne. Han og hans kæreste havde lidt samme konstellation som min mand og jeg har. Han var en del år ældre end kæresten og hun var 24 da hun blev mor. Ligesom mig. Til de jordmoderkonsultationer hun havde været til i sin graviditet, skulle hun svare på en masse spørgsmål om økonomi og boligsituation. Der blev talt ned til hende. Der blev stillet spørgsmåltegn ved hvorvidt hun var klar over hvad hun havde kastet sig ud i?

Min datter var yderst planlagt. Det var et spørgsmål jeg måtte svare meget på i min graviditet. Tit var spørgeren næsten måbende. At blive mor som 24-årig er ikke nødvendigvis et resultat af en smutter. Det blev ikke bedre som graviditet skred frem. I samtlige jordmoderkonsultationer/fødselsforberedelse/venteværelses situationer jeg var i som gravid var jeg den yngste. Som i den aller-yngste. 10-15 år yngre end de andre. Jeg følte at jeg stak ud og at der blev lagt mærke til det. Til gengæld roste min læge mig til skyerne for at have den alder jeg havde. Min læge ligger på Strøget og som han sagde ”hørte det til sjældenhederne at han havde kommende mødre under 35 i sin konsultation”.

Jeg har følt at jeg at havde noget at leve op til. Det har man jo i høj grad når man bliver nogens mor – men måske i højere grad, når man er i u/25 kategorien. Da vi skulle have det første sundhedsplejerske besøg efter min datter var født, var jeg HELT hysterisk. Der skulle i hvert fald ikke være noget at komme efter. Jeg ryddede hele lejligheden op. Gjorde rent. Skiftede sengetøj. ALT skulle være i orden. Alle rum fik en overhaling. Min mand syntes det var helt vanvittigt. Men jeg var sikker på at jeg ville fremstå som en dårlig og for ung mor, hvis sundhedsplejersken fandt en nullermand. Jeg var bange for at hun skulle se hele lejligheden, og ikke ville finde vores soveværelse godt nok til baby. Dét var vanvittigt – det kan jeg jo godt se i idag. Men jeg følte virkelig at der ville blive holdt et ekstra øje med mig. Jeg vil fandeme ikke bedømmes på min alder. Jeg vil bedømmes på mine evner. Ligesom jeg heller ikke vil bedømmes på min højde eller øjenfarve, eller andet jeg alligevel ikke kan gøre noget ved.

Unge mødre kan være mindst lige så kvalificerede som gamle. Og omvendt. Der er helt sikkert forskel på hvordan man griber opgaven an. MEN, jeg tror ikke at evnerne til at være en god mor sidder i de år man har levet. Jeg tror der er forlemper og ulemper ved begge ting. Jeg tror også at de såkaldte “gamle mødre” møder kritiske spørgsmål, løftede bryn og dømmende spørgsmål. Det er jo lidt noget pjat. I disse tider virker det som om, at alle har ret til at have en mening om alt. Især når det kommer til mødre. Skalaen spænder vidt – alt fra alder til arbejde-tid-med-børnene-balance.
Næste gang jeg skal være gravid, vil jeg (desværre) nyde at jeg ikke er unge-mor eller gamle-mor boksen.

– (Unge) Mor her.

You may also like

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *