Ambitiøs-mor

Forleden stødte jeg på en bog der hedder Ambitiøse Mødre. Uden at have læst bogen, satte titlen noget i gang i hovedet på mig.

Så vidt jeg kan læse mig frem til, er bogen en slags håndbog til work-life-balance, som det så fint hedder.
Bogen gør op med 7 værdifulde indsigter, en af dem er: Succes er noget, man har på arbejdet – derhjemme er man bare mor… Den overskrift ramte mig!
Måske er det fordi jeg ”kun” er studerende og ikke endnu er ude på det store vigtige arbejdsmarked. MEN, min største succes er at være mor. Min datter er uden tvivl min største præstation og jeg ved godt at det nogle steder er ilde hørt. Hvis ens største ambition er at være en god mor, betyder det så at man mangler ambitioner for sig selv og sit arbejdsliv?

Ikke for mig. Det er så få år børn er små og jeg vil gerne være med til så meget af det som muligt. Inden man har set sig om, vil de jo hellere hen og lege hos vennerne og så sidder man der – og har tid til sine andre ambitioner. Derudover tror jeg ikke, at jeg ville kunne magte at skulle det hele på en gang. Hatten af for dem der kan, dem der vil og dem der er nødt til det – jeg bukker mig i støvet.
Jeg er selv vokset op med to karrieremennesker til forældre. Jeg elsker og beundrer dem meget højt og jeg har ikke ondt nogle steder over den barndom jeg har haft. Jeg føler mig heller ikke svigtet. Når det er sagt, blev jeg hentet som den sidste – altid. Vi endte med at få en barnepige, som så kunne hente os tidligt. Mine forældre startede deres karrierer op i de år, de fik min bror og mig. Vi var (som de fleste børn) altid syge og til sidst var forståelsen for syge børn ikke stor på deres arbejdspladser.

Lige for tiden er jeg selv i praktik og derfor væk fra mit studie. Man kan sige jeg får lov til at prøve kræfter med, hvad det vil sige at have en hverdag. Jeg synes fandengalemig at det er svært at nå alting. Jeg vil gerne hente barnet tidligt. Jeg vil gerne være en god veninde. En god kone. En god mor. Jeg vil gerne lave ordentlig aftensmad. Jeg vil gerne være med til at lege med legoklodser. Jeg vil også gerne nå i bad. Og forberede mig ordentligt på min praktik. Min uddannelse er som regel ikke anset for et ambitiøst valg, og der kan være tendens til at se ned på folk med den uddannelse jeg læser. Jeg ender altså (nok) ikke med en stor og imponerende karriere. Men alligevel har jeg fornemmelsen af, at selv folk med min uddannelse har svært ved at få hverdagen til at gå op.

Forfatteren til Ambitiøse Mødre vil med bogen opfordre kvinder til at tage aktivt stilling til, hvilke forventninger de selv ønsker at leve op til. For som hun siger “På mange måder kører vi kvinder på autopilot, fordi der i samfundet huserer så mange skjulte ideer om, hvad kvinder skal være i stand til at præstere. Samtidig falder dommen hurtigt, hvis man som mor ikke er i leverer varen. En mor, der er omhyggelig med sine børn får tilnavnet speltmor, mens en mor, der dropper barslen for at hellige sig karrieren er en ravnemor”.

Jeg er absolut enig! Men min erfaring viser mig nu bare alligevel, at det er mere imponerende at være den slags mor, der når det hele. Der er tendens til, at man roser mødre der både har en flot karriere og børn. Mødre der løber marathon. Mødre der kan få det hele til at gå op i en højere enhed. Mødre, der har ambitioner.
Det er ikke på samme måde imponerende, når man siger, jeg vil gerne arbejde deltid mens mine børn er små. Det synes jeg, det er. I M P O N E R E N D E! At være mor handler jo i høj grad om at sætte sine egne behov på pause. Mine børn kommer sikkert ikke til at have det dyreste tøj, og de kommer heller ikke på udlandsrejser flere gange om året, og de kommer sikkert heller ikke til at vokse op i et dejligt parcelhuskvarter i Nordsjælland. Men jeg vil gøre alt, hvad der står i min magt for at de aldrig skal føle sig besværlige, når de er syge. Så derfor udsætter jeg gerne behovet for rigdom, verdensomspændende rejser, dyre møbler og designertasker. Jeg skal gerne tage dem med ud og rejse når de er blevet ældre og deres mor har fået bedre råd til den slags.

Jeg satser på at dyrke motherhood lidt mere og sætte mine ambitions-behov lidt på pause. Og bare være.

Må man det?

(Trætte) Mor her.

 

P.s. Dette blogindlæg er ikke ment som en revselse af mødre der vælger anerledes end mig. Alle har ret til deres frie valg – også (især) mødre. Alle mødre har deres kampe, og alle fortjener et skulderklap.

You may also like

1 kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *