Weekends-tjuhej

Jeg har haft adskillelige blogskriv i ærmet, siden jeg skrev herinde sidst. Alligevel er det ikke rigtig blevet til noget. Det er der selvfølgelig flere gode grunde til. Først og fremmest, synes jeg virkelig at dagene æder hinanden. I dag er det søndag, det synes jeg sgu lige at det har været. Jeg får ikke ret meget søvn for tiden. I ugen der er gået, har pigerne været vågne på skift i løbet af natten. Den ene skal tisse og have hjælp til at finde sin sut. Den anden skal bare have hjælp til at falde i søvn igen – noget der heldigvis oftest kan klares med en hånd på ryggen og lidt nus. Efter de vågne seancer plejer jeg som regel at falde i søvn igen, men ikke i den her uge. Der foregår en masse ting oppe i knolden på mig. Meget af det handler om fremtid. Min barsel er snart slut.

Weekenden er normalt ikke der jeg har mest tid. Oftest ser vi pigernes far om lørdagen (det gjorde vi også i går). Vi tager på tur, eller leger hjemme hos os, spiser aftensmad sammen, og har det ok moderne. I går brugte vi den også på aflusning – gotta love institutionsliv!
Søndag er min alene-dag med dem. En dag der ikke er brudt op af institution eller hverdags-trommerum. En dag der bare er vores. Hele dagen. Disse søndage kan godt føles meget længe. Dels fordi, at børn har det med at stå tidligt op. Dels fordi det ikke altid er helt nemt at finde på sjove ting at lave, som både tilgodeser en på 10 måneder og en på 3 år. Her til morgen blev det en tur i ladcyklen. Ned til Føtex for at købe ind til banankage, og for at få en tebolle. De elsker at sidde i ladcyklen sammen, og når jeg sætter dem begge to op i en indkøbsvogn, så har de en fest. Så tak til Føtex for at sikre underholdningen 😀

Vi nåede hjem igen inden regnen for alvor kom. Vi var tidligt oppe, og har allerede oplevet en masse. Hvilket åbenbart har resulteret i, at begge børn trængte til en formiddagslur. Det er ikke sket i adskillige måneder. Jeg er helt overrasket og ved næsten ikke hvad jeg skal stille op med mig selv.

Eller.. Jo! Det ved jeg. Der skal lades op. Har lige hevet nybagte boller ud af ovnen, og havde åndsnærværelse nok til at få dynen med ind på sofaen. Senere tror jeg, at vi skal til et børnejazz-julearrangement på en café tæt på os.

Søndag.. Du er fandeme helt i orden.

 

Ps. Jeg opdaterer jævnligt på Instagram, så følg med derinde, hvis du synes der er lidt stille på bloggen. 

 

You may also like

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *